5.maj 2017

      

5. Maj Mindehøjtidlighed  

34 personer deltog i mindehøjtidligheden ved Henning Grønlund Carlsens mindesten.

Skydeformand Torben Jørgensen bød velkommen og var glad for at se stor deltagelse.
Følgende værn og organisationer var repræsenteret:
Garderforeningen for Skanderborg og Omegn
Marineforeningen for Skanderborg og Omegn
Hjemmeværnskompagni Skanderborg
Brand og Redning Skanderborg
Danmarkssamfundet

Mindetale af Pastor Emeritus Jørgen Lorentzen

Vi er mange her, som lever i lyset af det Henning Grønlund Carlsen kæmpede for. Mange som har levet fri af krig og undertrykkelse og mørketid. Det må aldrig blive en selvfølge – selv om det næsten føles sådan i dag.
Det var bestemt ikke en selvfølge, hvor Danmark stod ved krigens slutning. Vi havde jo kapituleret, vi havde levet i skyggen af samarbejdspolitikken i mange år. Vi klarede os under krigen og vi klarede os efter krigen. Mange havde måske en dårlig smag i munden undervejs, men vi klarede frisag, også da boet skulle gøres op efter befrielsen den 5. maj 1945.
Og det gjorde vi ikke mindst takket være unge mennesker, som bare ikke kunne lade stå til!
En af mine afdøde venner frihedskæmper Niels Åge Nielsen kom bestemt ikke uberørt gennem krigen, men i sin erindring fortæller han med et glimt i øjet om Danmarks første sabotør Hans Krarup Andreasen med dæknavnet Mogens, der den 9. april 1940 stjal en lyskaster fra nazisterne og gravede den ned. Det blev nu senere til mere. (s. 108).
Men pointen er jo at ud over de gæve værnepligtige med 40 patroner i bæltet, som satsede livet ved grænsen og andre steder ved nazisternes invasion den 9. april, så begyndte megen sabotage jo som finter og ødelæggelser, oversavede telefonpæle og nedgravede lyskastere. Det begyndte med unge mennesker som Grønlund Carlsen, der bare ikke kunne lade stå til!
Hans Sølvhøj kan i sin erindringsbog fortælle, hvordan studenter langt hen i krigen kunne både spise og diskutere med nazister. Man havde et uvirkeligt forhold til krigen og dens katastrofale forløb (s.51-54). I vores naivitet troede vi, at nazismen ville dø uden nogen mulighed for at genopstå. Vi fik andet at se! Skriver Sølvhøj.
Og forfatteren Tage Skou-Hansen kan fortælle, hvordan der langsomt vågnede en følelse et sted over eller under det praktiske og politiske (s.82).
På tværs af holdninger blev drenge blev til mænd! Og på tværs af det praktiske og politiske vågnede man – sågar de gamle mænd og kongen.
Hvornår har nogen af os sat livet på højkant for sagens skyld?
Henning Grønlund Carlsen var med fra begyndelsen.
Knap en måned før den fatale sommerdag hvor han blev skudt, var han netop fyldt 19 og en af sommerens nybagte studenter. (*17.06.1925)
I sommeren 1941 havde han været med FDF på en kammeratskabslejr, hvor han blev tændt for sagen.
Herfra var der ikke langt til at gå ind i den aktive modstandsbevægelse i Horsens, hvor han boede og gik på Statsskolen. Da den første modstandsgruppe i Horsens blev optrevlet i foråret 1944, måtte Henning gå under jorden. FDF havde en lejr på Venø, hvor man ikke alene kunne skjule sig, men også træne jernbanesabotage og våbenbrug. Det var herfra Henning blev sendt på opgaven hér ved banen. Aktionen lykkedes, men en bataljon tyske soldater, som var med toget på vej til østfronten, rettede kraftig maskingeværild mod Henning, der blev ramt i ryggen og senere afgik ved døden på Skanderborg Sygehus den 14. juli 1944. Nazisterne begravede ham i al hemmelighed på skydebanen ved Vester Enggård i Århus. Men efter krigen fik han en hæders begravelse på Horsens Kirkegård.
På den mindesten, der er rejst på kirkegården kan man se at modstanden tog til. Blandt de 14 navne på frihedskæmpere fra Horsens står Henning som den anden i rækken af modstandsfolk, der døde fra februar 44 til krigens slutning. Kampen tog til!
Grønlund Carlsen greb og måtte gribe til den yderste mulighed. Og med ungdommelig energi og mod greb han til opstand. Den dåd må ikke glemmes.
Det førte frem til en morgen fuld af sang!
Da opstanden spirede frem, da var det ikke altid byens bedsteborgere, der gik i spidsen – ikke altid. Ofte var det unge som Henning, der kunne se, at her var noget galt, her måtte gøres noget, her måtte der handles.
Og da det endelige opgør kom, og man skulle afveje, hvor Danmark stod, da fik det betydning, at modstandsbevægelsen havde været der. At der var unge og ældre, der havde sat livet på spil. De gjorde en forskel. Frihedskæmperne gjorde en forskel! Nazismen skulle og skal bekæmpes. Det skal den også i en tid, hvor vi ikke nødvendigvis behøver at gribe til våben, men kan bruge vore demokratiske muligheder og det levende ord til at tale nazismen imod. Vi skal turde tale nazismens uhyrligheder imod, overalt hvor den stikker sit grimme fjæs frem den dag i dag – også her hos os. Nazismen dør ikke bare!
Da Danmark vågnede den 5. maj 1945, da var det vel en morgen som tusind andre – og så alligevel – alt var anderledes, som ingen morgen i tusind år, da Danmark vågned til glædestimer og frimandskår. Og Mads Nielsen fortsætter i sangen om lærken: Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn, og takken søger til dem, der segned
– den tak og taknemmelig gælder også Henning Grønlund Carlsen, som var med til, at det blev virkelighed – nu er det forår og Danmark frit. Velsign det, Herre, fra sund til klit.
 
Æret være Henning Grønlund Carlsens minde!
 
Jørgen H. Lorenzen