5. Maj Mindehøjtidlighed  

Mere end 30 personer deltog i mindehøjtidligheden ved Henning Grønlund Carlsens mindesten ved viadukten på GL Randersvej.

Skydeformand Torben Jørgensen bød velkommen og var glad for at se stor deltagelse.

Mindetale ved Historiker: Flemming Schreiber Pedersen

Flemming Schreiber Pedersen

Ord til 5. Maj 2018:

Kære Henning, kære alle.

Tak, fordi jeg må være sammen med jer og sige et par ord til jer på denne mindedag for Danmarks Befrielse.
Når jeg står her ved Hennings Mindelund, så føler jeg trang til – som jeg også gjorde det, da jeg for 14 dage siden besøgte den tidligere nazistiske KZ-lejr, Buchenwald på Ettersberg ved Weimar – trang til at sende tanker tilbage til min ubekymrede barndomstid i ”Festung Nord”, Frederikshavn, i Besættelsesårene.
Det allerførste billede, jeg genkalder, er af min mor, stående ved vinduet med mig ved sin venstre hånd og min spæde lillebror på sin højre arm. Vi står og kigger ud over haven, hen over Epidemisygehusets tag, op over træerne – op imod de mange flyvemaskiner deroppe mellem skyerne. Der blev kastet noget ned fra flyverne – små giftig-grønne sedler med et ”Opraab”; vi løb rundt på Buhlsvej og Hjørringvej og samlede de små sedler op, husker jeg. Ubekymret – siger jeg om min barndom – ja, for når børn leger, gør de sig ikke mange tanker om det, der sker i verden udenfor legens rum. Det gør til gengæld de voksne. Vi legede udenfor vores hus og have, på Buhlsvej, som dengang ikke var asfalteret; vi kunne med skohælen i gruset ridse stregerne, der markerede rundbold- eller fodboldbanen. Fodbold spillede vi med en rigtig fodbold, som marineofficer Standke fra Kiel, der nu og da kom i vores hus, havde foræret os.

Der boede tyske officerer i vores hus. Det gjorde der forresten også i Jens’ og i Børges hus; kommunen havde indrykket en annonce, som påbød alle husehere, som havde værelser eller lejligheder ledige, at melde det; der ville så blive indkvarteret tyske officerer i det ledige.
Jeg husker duften af naftalin fra soldaternes uniformer; jeg genkaldte den duft, da jeg senere kom til Civilforsvaret. Jeg husker også, at de tyske officerer var venlige og flinke; der vankede af og til en 25-øre; fodbolden har jeg fortalt om. Hverken hjemme eller i skolen hørte vi meget om, hvad der skete udenfor vores ret så fredelige andegård – og da slet ingenting om sabotage og anden modstand mod Besættelsesmagten. Det gjorde vi til gengæld, da Freden kom.

Jeg har også et stærkt billede af Befrielsesaftenen, den 4. maj. Vi legede på Buhlsvej; det var hen på aftenen, da far åbnede vinduet og råbte: ”Flemming! Wilhelm” Skynd jer at komme; det er noget I skal høre!” Vi troede først, at far bare ville have os i seng, men da han med kraftigere stemmeføring gentog sin kalden, gik vi hen til det åbne vindue; nogle af de andre unger fulgte også med. Og så stod vi der i det historiske øjeblik og fattede vel knap rækkevidden af det, vi hørte: ”Her er London! Her er London! Montgomery har netop meddelt . .”
Nu kunne der – også i skolen – frit snakkes om alt, og det medførte naturligvis, at vi børn også begyndte at stille spørgsmål. Jeg husker, at jeg spurgte min far: ”Far, kunne vi ikke have undgået indkvartering af tyske officerer? Kunne vi ikke, som Roald ovre på den anden side af vejen havde gjort, have pillet trappen ned til værelserne ovenpå? Så ville der jo ikke have kunnet bo nogen hos os!” Jeg glemmer aldrig det alvorsfulde blik, min far så på mig med, da han svarede: ”Flemming, hvad tror du vel, du ville gøre, om du en dag stod i vores situation – med to små børn, hvis liv og velfærd du havde ansvar for?” Den samtale med min far lærte mig, at livet er fyldt med svære dilemma-situationer, som kalder på kløgt og beherskelse af alle, før der fældes moralske domme.

Om Modstanden blev der selvfølgelig nu fortalt og undervist i skolen, men det var først, da den var ovre – ude i det spændende voksenliv, der nu begyndte, at hullerne i min viden om alt det, der foregik omkring mig i barndomsårene i Frederikshavn, lidt efter lidt blev fyldt.

Det begyndte på sælsom vis netop her – ved Hennings Mindelund. Jeg var kommet til Stilling Station som første led i min uddannelse til trafikassistent ved DSB, og en dag tog én af trafikekspedienterne – vist nok den radikale og fredsaktivistiske Svend Greil – mig med herhen og fortalte mig om Henning og hans kammerater.

Senere – gennem et begivenhedsrigt politisk aktivt liv var jeg heldig at møde mange stærke personligheder med baggrund i Modstanden: Villy Fuglsang, som også havde kæmpet i Den spanske Borgerkrig, Kaj Hansen, som var modstandsleder på Fyn, Holger Vivike, som var ledende i Modstanden i Jylland og på Fyn, Aksel Larsen, som jo alle kender – for blot at nævne nogle få. Karakteristisk for dem alle var det, at de altid talte om deres gerninger med stilfærdig ydmyghed – og altid fremhævede vigtigheden af at styrke demokratiet og sikre Freden ved at stå vagt om FN og verdensorganisationens organer til at bekæmpe fattigdom, sult, sygdom og ulighed i verden.

I de politisk-hektiske år i 1960-70’erne – med Atomkampagne, Vietnam-og Fredsdemonstrationer førte et venskab og samarbejde med sønderjyden Carl Scharnberg til aktiviteter og arrangementer i Slesvig-Holsten og Hamborg. Mødet med mange af Nazi-regimets forfulgte gjorde det klart for mig, at Modstanden der som her dengang var den samme.
Men jeg talte også med mange yngre mennesker, som havde stillet deres forældre de samme inkvisitoriske spørgsmål, som jeg stillede min far, og jeg erfarede da, at også en tysk far i Hamborg med ansvar for sine børn dengang måtte forsvare sig i en håbløs dilemma-situation, ganske som min far havde måttet gøre det.
Jeg kom til at tilbringe 35 år i Grænselandet – først ved DSB i Padborg og derpå i Folkeskolen i Tønder og Vestslesvig. I dette smukke landskab, hvor dansk, tysk, frisisk – og ja, slesvigsk kultur lever og udvikler sig – hver for sig og sammen, befæstedes min tro på, på, at fred og fordragelighed er mulig, hvor der før var kævl og ufred. Et lysende eksempel herpå er de to mindretals ungdomsorganisationers fælles arbejde for at styrke mindretallenes situation i Europas lande – blandt andet ved at invitere unge fra mindretal i øst og vest til venskabsstævner og seminarer i Grænselandet.
Det er dejligt at se unge mennesker gå foran og tage ansvar for vores fælles fremtid; vi bør følge dem. Men lad os i vores daglige kamp for en bedre verden aldrig glemme dem, for hvem kampen kostede livet.

Æret være deres minde!

Flemming Schreiber Pedersen,
Hårby Bygade 15, Hårby,
8660-Skanderborg.

Der blev nedlagt kranse og buketter og afsluttet med: Altid frejdig når du går.

Følgende værn og organisationer var repræsenteret:
Garderforeningen for Skanderborg og Omegn
Marineforeningen for Skanderborg og Omegn
Hjemmeværnskompagni Skanderborg
Politi Skanderborg
Brand og Redning Skanderborg
Danmarkssamfundet