5.Maj 2019

     Mere end 40 personer deltog i minde-højtidligheden ved Henning Grønlund Carlsens mindesten ved viadukten på GL Randersvej. Skydeformand Torben Jørgensen bød velkommen og var glad for at se stor deltagelse. Mindetale ved Viceborgmester Frank W. Damgaard / Talen gengives nederst på siden, omhandlede blandt andet, hvordan det var at  være sønderjyde under og efter 2. verdenskrig

 

                                    Tale holdt af Frank W. Damgaard den 5.Maj

Tak for invitationen. Jeg har sjældent, om nogensinde, oplevet at ha så svært ved at få hul på en tale, som tilfældet har været med denne. 

Da jeg blev spurgt om jeg ville, lige efter min tale til Veterandagen, blev jeg stolt og gik med rank ryg hjem. Jeg tænkte på hvor stolte mine bedsteforældre, som jeg er vokset op hos i Augustenborg og som var født i 1908 og 1912, den ene ovenikøbet i den del af Danmark som på daværende tidspunkt var tysk, ville ha været af at se deres eneste barnebarn, som godt nok ikke altid var den letteste knægt at opdrage på, stå her i dag.

De ville ha været mindst ligeså stolt som jeg var den dag. Og de ville givetvis ha tænkt, at helt skidt gik det jo så heller ikke med den hvalp.

Men meget hurtigt blev min stolthed til en form for æresfrygt og respekt for, at skulle tale netop i dag og her. Og stoltheden blev til ydmyghed overfor opgaven. Men den tittede alligevel lidt frem ind imellem.

Men såvel tiden op mod genforeningen som det at få besøg af den samme besættelsesmagt en gang mere, så kort tid efter, fyldte meget i mit barndomshjem. Min bedstefar viste billeder af min oldefar og fortalte om de korporlige slagsmål han havde med tyskerne inden genforeningen, når oldefar tog det tyske flag ned og hejste Dannebrog i stedet. 

Min slægt var grovsmede, i dag i 6. generation, og dengang med smugkro i baglokalet, og den slags finder sig ikke i alt. Evt konkurrence..

Så kom genforeningen og billedet af Chr. X på den hvide hest og med den lille pige. Det billede blev også flittigt taget frem.

Men de billeder og de historier som først og fremmest gjorde indtryk og brændte sig fast i mig, var den mappe mine bedsteforældre havde med tegninger lavet af en KZ fange i fangelejren som beskrev deres hverdag…

Og historierne om hvordan de gik i kælderen når luftalarmen lød.

Og bedstefar som viste mig bombekratere i nærheden..

Om det er det sønderjyske blod i mine årer, eller opvæksten hos bedsteforældre som havde oplevet besættelsen fuldt ud, ved jeg ikke, nok en kombination, men det kapitel af vores historie som startede 9 april 1940, varede 5 lange år og sluttede om aftenen den 4. maj 1945 med lys i vinduerne og dans i gaderne, har altid haft og vil altid ha’ en ganske særlig plads i mig.

Lige siden 5. maj 45 har der været en tradition for, at mødes på dagen for at mindes og fejre. Det sker rundt i det ganske land, og ofte på steder, som har sin helt egen historie i forbindelse med besættelsen. Således også lige her.

Om få måneder springer min 20 årige datter ud som student. Hun knokler i hvert flad flittigt og forsømmer endnu et forår, som Scherfig så smukt betegnede det.

Med andre ord er min lille pige fuldstændig jævnaldrene og i samme stadie i sit liv, som Henning Grønlund Carlsen var da han faldt her på flugten efter en sabotageaktion mod et tysk tog. 

En af de ting jeg faldt over da jeg forberedte denne tale, og som jeg synes er dybt bevægende, er et digt skrevet af en kollega og kammerat dagen efter han faldt. Lad mig læse sidste halvdel af det lille, smukke og sigende digt:

Sit mål bevidst på trods af sin alder / Han hørte til dem, der kæmper og falder /

Falder for frihed og ret i landet / En dråbe i havet, et støvkorn i sandet

Det gør kun den, der ved hvad han vil / Han ofred’ sit liv, i det store spil

Og det har i høj grad været for at mindes, hylde og takke de mænd og kvinder som vidste hvad de ville, og som gjorde det. Som i høj grad var med til at vi som nation trods alt kunne se os selv i spejlet efter det hele var forbi. At der var nogen som turde sige fra, protestere, sige nej tak – ja endda yde modstand.

I starten var der kun nogle få hundrede. Primært store skoledrenge som tegnede lidt graffiti og antændte mindre brande. Men langsomt greb det om sig. Grupper blev dannet og nogle også med en vis organisation. Kontakter til England osv.. 

Aktionerne og anslagene blev større og fik større betydning og effekt. Og fra efteråret 1943 tog det for alvor til. Og fra de få hundrede i den første tid antager man at op mod 75.000 mennesker var aktive på den ene eller anden måde i de sidste måneder.

Ca. 3.000 registrerede aktioner, heraf næsten halvdelen rettet mod togdriften.

Siden er effekten af modstandskampen flittigt blevet diskuteret. Der er dog to store og vigtige områder som gør enhver diskussion overflødig – ja nærmest uartig og upassende.

Det er nemlig uomtvisteligt at danske modstandsfolk var stærkt medvirkende til, at Danmark måske er det besatte land, hvor færrest jøder blev afleveret/afhentet tyskerne og sendt til udryddelseslejrene i Tyskland. Over 7.000 jøder blev sejlet til Sverige som heldigvis tog imod dem, i oktober 1943.

Den anden store betydning den danske modstand havde, var den enorme moralske og psykologiske effekt indsatsen havde på befolkningen. Det var givetvis med til at løfte håb og mod og gøre de 5 lange år lidt kortere, eller i hvert fald til at holde ud. 

Men der er jo desværre ikke så mange tilbage at hylde. Forleden kunne man læse at den sidste store modstandsmand var død 99 år gammel, så vidt jeg husker. 

Og indimellem kan man da også høre snakken om, hvor længe man skal blive ved med det her. Er det ikke snart på tide vi lægger låg på, glemme fortiden og samle kræfterne om nutiden og fremtiden.

Lad mig bare slå helt fast. Efter min mening skal der aldrig lægges noget låg på. Den her historie skal fortælles, ikke bare for at mindes og hylde, men i håbet om at forhindre gentagelse. Og man skal ikke kigge sig ret meget rundt i verden, for at se at nødvendigheden stadigvæk er her..

Og heldigvis kan vi da også stadig om aftenen den 4. maj, se lys i rigtig mange danske vinduer. Jeg ved ikke hvor meget det skyldes at man holder fast i minderne eller om det måske gennem årene har fået sin egen symbolik. Lyset er blevet symbolet på frihed og fred, og værdien og vigtigheden at dette minder vi os selv om med lysene i vinduskarmen. Ikke den store voldsomme og festlige markereing, men en lille og stille påmindelse til os selv. 

Vi lever ellers i en tid, som jeg før har kaldt selvfølgelighedernes tid. Vi tager de helt store værdier i livet for givet. De er der jo bare, helt af sig selv som en selvfølgelighed. Det gælder værdier som demokrati, grundloven, vores friheder, fred i andedammen osv. Fundamentale værdier for det samfund, vi er så heldige at leve i. 

Vi tager alt dette for givet og som noget vi ikke behøver at udvise taknemmelighed for og endnu vigtigere yde en indsats for at beholde. Værne om og drage omsorg for. Gøde for at holde i live og måske endda vokse sig endnu smukkere.

Den indstilling om selvfølgelighed kunne godt ha pustet gårdagens lys ud. Men de brænder heldigvis videre.

Revyviserne var jo også en væsentlig del af modstandskampen, og PH skrev i en af de smukkeste som nogensinde er skrevet, og som så dagens lys den 31. maj 1940, ordene: 

”Søge fred i det vi ved, at vi har ingen krav på fred”. 

Netop her skriver PH jo at vi skal søge freden og ikke tro at det bare er noget vi kræver eller som kommer af sig selv. 

Det tror jeg ikke har ændret sig og det er blandt andet det vi skal bruge denne dag på at minde os selv om.

Men mange ting har da heldigvis bedret sig, måske fordi vi er blevet klogere af det her mørke kapitel i historiebøgerne. 

Som sønderjyde har jeg jo haft alt det her med grænse og mindretal på begge sider af grænsen tæt inde på livet. Jeg er vokset op med tysk skole, børnehave og bibliotek og jeg har flere gange optrådt for de danske mindretal i Slesvig. 

Og den løsning og håndtering af en grænseproblematik er fuldstændig enestående, også set med de helt store globale briller. Der kommer tilrejsende fra hele verden for at se hvordan vi gør det.

Min alder, og måske igen det at være vokset op hos mine bedsteforældre, som jo giver en ekstra generationskløft, gør at jeg tydeligt husker fra min barndom, at der var et noget anstrengt forhold til det tyske mindretal som vi jo mødte på gaden i vores dagligdag. Men det var der faktisk også til de danskere, hvor rygter og historier fortalte at de havde været tyskervenlige, havde tjent på værnemagten eller kissemisset med nazismen. 

Jeg læste faktisk i min forberedelse at der var en af de mere etablerede modstandsgrupper som havde en nedskrevet bestemmelse, som handlede om at man skulle forsøge at undgå at dræbe tyske nazister, fordi de jo oftest var tvangsudskrevet, hvorimod man ikke behøvede at betænke sig omkring de danske fordi de selv havde valgt det. 

Men forholdet var dengang som sagt lidt anstrengt. Forleden da jeg fortalte om mine kvaler med at skrive den her tale, sagde en af mine gamle skolekammerater fra Augustenborg, at han i barndommens lege altid skulle være tysk soldat, fordi han hed Neumann til efternavn. Det var han træt af.

Men gnidninger til trods, så har vi nu i 100 år, for det startede jo allerede efter genforeningen, haft en eksemplarisk grænsekonflikt, hvor ordet konflikt næppe er værd at anvende.

Tysken som vi står overfor i dag er ikke den samme som trådte over vores grænse 9. april 1940, så selvfølgelig skal der skrues ned for varmen under den del af historien som handler om had og mistro….

Jeg vil gerne give udtryk for min dybeste taknemmelighed overfor alle dem, som viste tænder og risikerede det dyrebareste vi har nemlig selve livet, og dermed ikke bare gav modstand men også styrke, tro og håb til hele befolkningen.

Og også til alle dem som fortsat i dag nurser og passer på vores dyrt købte fred og frihed. Lige præcis her faldt en af dem som betalte den højeste pris.

For et par måneder siden var jeg inviteret til Bergen. Jeg var blandt andet bedt om at synge en sang, hvor teksten ovenikøbet er skrevet af en bergenser. En sang som på en trist baggrund har fået ny betydning i Norge.

Den er skrevet i 1936 af Nordahl Grieg. Jeg vil slutte med det sidste vers af den sang:

Dette er løftet vort / Fra bror og til bror / Vi vil bli gode mod / Menneskenes jord

Vi vil tage vare på / Skønheden, varmen / Som om vi bar et barn / Varsomt på armen

Evt. spille sidste vers af ”Man binder os på mund og hånd”